Sådan læser du en victoriansk facade
Old Louisville samler fire årtiers skiftende smag på få dusin karréer. Når du først kan skelne stilarterne fra hinanden, bliver hver gade til et puslespil, du kan løse fra fortovet. Denne guide begynder ved taglinjen og arbejder sig ned til verandaen og stenene og ser derefter på de byvandringer, der forklarer husene bedst.
Hvorfor én karré kan rumme fem stilarter
Old Louisville blev ikke bygget i ét hug. De første huse rejste sig i 1870'erne på jord, der blev solgt som Southern Extension, og byggeriet tog fart, da Southern Exposition (den store sydstatsudstilling) lukkede i 1887, og udstillingsområdet blev til St. James Court og Central Park. De sidste bilfri gårdgader kom til i 1920'erne. Moden skiftede flere gange i det halve århundrede, så en beskeden italiensk facade kan stå to døre fra en tårnprydet palævilla fra 1890'erne.
Netop den blanding er det sjove ved stedet. Kvarteret omtales ofte som landets største samling af victorianske huse med knap 1.400 bygninger inden for grænserne, og næsten alle blev bygget for at imponere fra gaden. Du behøver ingen uddannelse for at læse dem. Et par kendetegn og vanen med at kigge op er nok.
Begynd ved taglinjen
Den hurtigste måde at placere et hus på er at se på toppen først. Et fladt tag med et dybt udhæng fortæller én historie. Et stejlt skifertag med spidse tårne fortæller en anden. Lad så blikket falde til vinduerne og verandaen og til sidst til, hvad murene er lavet af. Tabellen samler kendetegnene.
| Stilart | Kig efter | Typisk periode her |
|---|---|---|
| Italianate | Lavt tag bag en dyb gesims på udskårne konsoller; høje, smalle vinduer | Blandt de tidligste, fra 1870'erne |
| Queen Anne | Skæv facade med hjørnetårn; veranda hele vejen rundt; blandede materialer og farver | 1880'erne og 1890'erne |
| Richardsonian Romanesque | Mure af groft tilhuggen sten med dybe rundbuer; lave, massive tårne | 1890'erne |
| Châteauesque | Stejle tage med spidse tårne; gotisk stenhuggerarbejde lånt fra franske slotte | 1890'erne |
| Beaux-Arts og nyrenæssance | Streng symmetri med klassiske søjler; glat sten | Omkring 1900 |
| Georgian Revival og Arts and Crafts | Enkel, symmetrisk mursten eller senere lave verandaer med lidt udsmykning | Fra begyndelsen af 1900'erne |
Italianate og Queen Anne
Italianate-husene er de rolige. Taget er lavt eller fladt og næsten skjult, så øjet i stedet søger mod gesimsen, en dyb kant båret af rækker af udskårne konsoller. Vinduerne er høje og smalle, ofte under tunge overliggere. Ser et hus værdigt, men lidt kasseformet ud, så begynd her.
Et Queen Anne-hus nægter at være pænt og ordentligt. Et hjørne skyder et tårn op, mens en veranda løber rundt om to sider, og gavle stikker ud i skæve vinkler. Bygmestrene skiftede gerne materiale halvvejs op ad muren. Mursten forneden afløses ofte af træspån eller udskårne paneler foroven. Karnapper og udkragede vinduer skyder frem, hvor et rum ønskede mere lys. Tegn en tænkt linje ned gennem midten af facaden, og de to halvdele passer ikke sammen. Den skævhed afslører stilen.
Stenslotte med to accenter
De tungeste huse i kvarteret er Richardsonian Romanesque, opkaldt efter Boston-arkitekten H. H. Richardson. Tænk på mure af grov, ubehandlet sten med dybe rundbuer over døre og vinduer og tårne, der virker lave og solide frem for høje og spidse. Skoleeksemplet er Conrad-Caldwell House, hvor St. James Court møder Magnolia Avenue. Det blev opført midt i 1890'erne i Bedford-kalksten og fik øgenavnet Conrad's Castle, og i stenarbejdet gemmer sig gargoiler og en lille zoo af udhuggede væsener. Det er også den eneste palævilla på ruten, du som regel kan komme ind i, og det fortæller vores guide om et besøg i Conrad-Caldwell House mere om.
Châteauesque-husene låner i stedet fra franske slotte. Tagene er stejle og ofte af skifer, tårnene ender i skarpe spidser, og indfatningen om kviste bærer gotisk stenhuggerarbejde. Hvor den romanske stil virker rodfæstet i jorden, rækker Châteauesque mod himlen.
Søjler og ro efter 1900
Ved århundredskiftet ønskede de rigeste bygherrer noget mere formelt. Beaux-Arts-huse og huse i nyrenæssance er symmetriske om en central indgang. Kig efter klassiske søjler i glat sten eller fine mursten, ofte med en balustrade langs taget. Ferguson Mansion på 3rd Street (1901–1905), der i dag huser Filson Historical Society, er det hus, du skal studere. Georgian Revival er dens mere enkle fætter i mursten med hvide indfatninger og jævnt fordelte vinduer. Senere Arts and Crafts-huse udfylder et par huller mellem de ældre. De ligger lavere på grunden med brede verandaer og sparsom udsmykning.
Hvad murene er lavet af
Materialerne fortæller lige så meget som formerne. Den typiske mur er af glatte, pressede røde mursten med indfatninger af rød sandsten eller lys kalksten omkring åbningerne. Tage og tårne er ofte af skifer. Hold øje med udhuggede stenansigter, der kigger ud fra buer og gavle. Kvarteret siges også at have flere blyindfattede glasmosaikvinduer end noget andet i USA, hvilket er svært at bevise, men let at tro, når du begynder at tælle overvinduer og trappevinduer.
Farven er det sidste lag. Nogle ejere maler deres indfatninger i tre eller fire nuancer, det look, amerikanerne kalder en painted lady. Andre lader mursten og sten være. Paletten er ejerens valg, men Old Louisville har været et lokalt bevaringsområde siden 1975, og ændringer udvendigt skal som regel godkendes, så de dristige farveskemaer, du ser, er sjældent et tilfælde.
Hvorfor husene står så tæt
Førstegangsbesøgende bliver ofte overrasket over, hvor tæt palævillaerne står, nogle gange kun et par meter fra hinanden. Det her var et bykvarter anlagt før bilen, tæt på centrum, på grunde solgt gade for gade. Ejerne brugte pengene på højden og gadefacaden frem for sidehaver. De bilfri gårdgader tager idéen videre. Belgravia Court og Fountain Court, begge fra 1891, var de første af elleve gårdgader kun for gående, hvor husene vender mod hinanden over en fælles havesti uden vej imellem. At gå gennem en af dem føles som at træde ind på en privat gade, og en byvandring på egen hånd, du kan tage i dag, binder flere af dem sammen.
De byvandringer, der forklarer stilarterne
Historie- og arkitekturvandringen kl. 11 til ~26,50 $ navngiver stilarterne, efterhånden som du når dem, på en rundtur på ca. 1,6 km. Den kommer forbi Floral Terrace og småhusene på Park Avenue, før den når palævillaerne på Millionaires Row på 3rd Street, blandt dem Bernheim Mansion. Anmelderne roser guider, der kender både bygningerne og de familier, der betalte for dem. Hagen er balancen. En gæst ville have haft flere detaljer om husene og mindre tid ved Heksetræet, og en anden havde forventet dybere arkitekturviden, end guiden havde.
Seks stilarter på én rundtur
Louisville Historic Tours' dagvandring (fra ~26,50 $) starter dagligt kl. 11 fra hjørnet af 4th og Ormsby og arbejder sig fra enkle italienske facader til den romanske masse i Conrad's Castle. Bestilt via GetYourGuide kan den afbestilles indtil dagen før; billetten fra Viator kan ikke.
Besøgscentrets byvandring fra ~20 $ hælder også mod arkitekturen, i et tempo der passer til familier. Den passerer fem palævillaer på 4th Street, bygget til en victoriansk juveler, og gør sit længste stop, omkring en halv time, på Millionaire's Row. Vil du hellere have en guide for dig selv, nævner den private tur på 60 minutter fra ~23,85 $ otte stilarter i sin beskrivelse (blandt andre Federal og nygeorgiansk) og kommer forbi Culbertson Mansion og det såkaldte Pink Palace. Hagen er en kort time og et tyndt grundlag på 30 anmeldelser. Tjek også starttider og afbestillingsvilkår i beskrivelsen.
Nøgne grene gør facaderne langt lettere at læse, og derfor betyder den måned, du vælger, noget, hvis du kommer for bygningernes skyld. Dagslyset betyder også noget. Historie om dagen eller spøgelser om aftenen? forklarer, hvorfor aftenturen viser dig mindre af stenarbejdet.